Værdier og visioner

Mit overordnede mål for min dagpleje er at støtte små mennesker i at blive store. Jeg elsker at følge, hvordan børnene udvikler sig og vokser i hverdagen.

 

Jeg sætter barnet i centrum og har skarpt øje for deres behov. Det er vigtigt for mig at tage udgangspunkt i børnene og tilrettelægge dagen derefter.

 

Tillid, tryghed og nærvær er nøgleord for min hverdag med jeres barn. Jeg tror på, at trygge børn har mod til at udfordre og undersøge omgivelserne. Derfor har jeg altid tid til at nusse og kramme efter behov. Nogle børn har større behov for en 'tryghedsoptankning' i løbet af dagen - og det får de hos mig!

 

Glade børn med en velstimuleret motorik har de bedste forudsætninger for leg, læring og udvikling. Det er vigtigt at trille, rulle, kravle, klatre, hoppe, danse og gynge, ude som inde. Derfor er mit legeværelse og uderum indrettet til det.

 

Udeliv er en del af dagligdagen hos mig. Vi udforsker nærområdet og fordyber os i snegle, insekter og andet, der fanger børnene. Jeg er inspireret af foreningen De grønne Spirer, som vægter udeliv og oplevelser i naturen højt. Jeg planlægger hverdagen efter børnenes alder, vejret og årstiden.

  

Jeg går op i, at vi spiser mad af god kvalitet, dvs. rugbrød fra bageren, hjemmebagte boller, økologisk mælk, æg og havregryn, dansk frugt og grønt, leverpostej og kød fra slagteren. Tilsat salt og sukker minimeres naturligvis.

 

Håndhygiejne er også vigtigt hos mig. Børnene får hjælp til at vaske hænder, når vi har været ude, efter toiletbesøg og inden vi spiser. Vi har en lille 'vaske-hænder'-sang, som vi synger imens. Jeg vasker eller spritter også mine hænder efter bleskift og 'næsetørring'. På den måde er vi alle med at at begrænse smitte.

 

Særligt sensitive børn har en stor plads i mit hjerte. Jeg har været på kursus omkring denne børnegruppe, for at tilegne mig mere viden om at støtte dem bedst muligt.

 

Det er også vigtigt, at vi voksne har tillid til hinanden. Det smitter af på børnene og er med til at skabe tryghed, så de føler sig godt tilpas, når I afleverer dem til mig. Derfor er det vigtigt, at vi får en snak, hvis der er noget I undrer jer over. Problemer løses lettest som små.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.01 | 00:40
Hvem er jeg? har modtaget 6
12.08 | 23:12
Feriekalender har modtaget 4
12.08 | 22:41
Min forside har modtaget 13
22.12 | 02:48
Ledige pladser har modtaget 3
Du kan lide denne side